Døbefont

Kort sagt til børn

En døbefont er kirkens dåbsfad. Når et barn eller en voksen bliver døbt, øser præsten tre gange vand over hovedet på den, der skal døbes. Samtidig siger præsten den døbtes navn og ordene: »Jeg døber dig i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.«

Døbefonten er derfor et sted, hvor Gud siger til et menneske: Du hører til hos mig, og du er en del af kirkens fællesskab.

 

Teologisk refleksion

Ordet font betyder egentlig »kilde«. Døbefonten er det kar i kirken, der indeholder vandet, som bruges ved dåben. Døbefonte kan se meget forskellige ud. Nogle er lavet af sten og er næsten lige så gamle som den kirke, de står i, mens andre er lavet af eksempelvis træ eller metal.

De første kristne blev ofte døbt i floder og andre steder med rindende vand. Det skete med Jesu dåb i Jordanfloden som forbillede. Senere begyndte man at døbe i særlige bassiner og døbefonte. De ældste døbefonte var så store, at den, der blev døbt, kunne blive sænket helt ned under vandet. Neddykningen var et billede på at dø og derefter stå op til et nyt liv sammen med Jesus Kristus.

I folkekirken bliver den døbte i dag ikke sænket ned i vandet. I stedet øses vand tre gange over hovedet, mens den døbte nævnes ved navn og døbes i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn.

Døbefonten og vandet kan ses og mærkes, men dåben handler også om noget, vi ikke kan se: Gud lover den døbte sin kærlighed og sit nærvær. Det er ikke døbefonten eller vandet i sig selv, der gør dåben til noget særligt. Det er vandet sammen med Guds ord og løfte.

Dåben er begyndelsen på et nyt liv som Guds barn og som en del af fællesskabet med Jesus Kristus og alle andre kristne. Derfor har døbefonten ofte en tydelig plads i kirkerummet. Den minder os om, at vi i dåben bliver taget imod af Gud og får en plads i kirkens fællesskab.

Bibeltekster om døbefont og dåb

  • Jesu dåb i Jordanfloden: Matt 3,13-17
  • Jesus og de små børn: Mark 10,13-16
  • Dåbsbefalingen: Matt 28,18-20
  • Dåben som et nyt liv: Rom 6,3-4

Teologisk refleksion

Font betyder egentlig kilde. Med forbillede i Jesu dåb i Jordanfloden, døbte de tidligste kristne i en flod, hvor vandet flød. Dåb var samtidig neddykning af hele kroppen for at tydeliggøre, at dåben var det syndige menneskes død (man druknede) og en opstandelse til et nyt liv som kristen. Da dåben kom ind i dåbskapeller og senere ind i kirkerne, kom døbefonten til. Det var typisk store granitsten, der var hugget hule, så der var plads til, at det lille barn kunne dykkes helt ned under vand. Af hensyn til det lille barns helbred, gik man i middelalderen bort fra hel neddykning, og dåben blev i stedet tre håndfulde vand, men stadig med den samme betydning. Derefter kom også dåbsfadene til.